Støttemuligheder

Støtte fra fonden Uglevirke

Uglevirke støtter blandet andet sociale og uddannelsesmæssige formål i bogbranchen.

Foreningen Uglevirke er stiftet i 1856. Boghandlerforeningens medlemmer og Danske Forlag betaler kontingent til foreningen. Ud over kontingenterne har Uglevirke indtægter fra en kapital investeret i danske obligationer.

Uglevirkes formål er:

  • at yde økonomisk støtte i form af mindre sociale legater til bl.a. boghandlere, forlæggere og tidligere ansatte i bogbranchen, for så vidt de pågældende måtte have behov for støtte på kortere eller længere sigt,
  • at yde støtte til ansatte i bogbranchen, der ønsker at kvalificere sig til en lederstilling i branchen eller til at drive bogvirksomhed som selvstændige. Støtte kan ydes til uddannelse, studierejser mv.

Uglevirke kan ligeledes yde støtte til brancheaktiviteter af ikke-erhvervsmæssig og bred karakter, der har en uddannelsesmæssig og informationsmæssig betydning for bogbranchen.

Ansøgning om støtte, og sociale legater og tilskud til uddannelse og studierejser mv. samt om støtte til brancheaktiviteter kan indsendes hvert år inden 1. februar og 1. august.

Alle ansøgninger indsendes i brev eller med e-mail til:

Foreningen Uglevirke, c/o Boghandlerforeningen,
Børsen, 1217 København K
uglevirke@bogpost.dk

 

Ansøgningsskema til sociale legater: I word-format  I PDF-format

Ansøgningsskema til uddannelseslegater: I word-format  I PDF-format

Vedtægter, vejledning til ansøgningen og noget om Uglevirkes historie

 

Støtte fra Statens Kunstfonds Forfattercentrumpulje

Du kan søge forfattercentrumpuljen, hvis du arrangerer enkeltstående arrangementer med forfattere eller oversættere. Støtten gives til forfatterens eller oversætterens honorar.

Formålet med forfattercentrum er at sikre oplæsninger af dansk litteratur i hele landet. Statens Kunstfond ser det som et ansvar at styrke kulturelle arrangementer i landets yderområder. Derfor prioriterer fonden, at yderområder og region Nordjylland kan opnå støtte til flere arrangementer end resten af landet.

Aktuelle frister: 1. februar 2017, 1. maj 2017.

Du kan søge om støtte til 2 arrangementer pr. ansøgningsfrist. Dog kan du dog søge om 3 arrangementer pr. ansøgningsfrist, hvis du afholder arrangementer i et af Danmarks yderområder eller i Region Nordjylland. Bestemmelsen af, hvad der gælder som et yderområde følger Erhvervsstyrelsens definitioner.

Læs mere på Statens Kunstfonds hjemmeside.